jeg synes tit jeg bliver spurgt om jeg betragter mig selv som feminist, og jeg bliver hver gang overrasket. jeg betragter mig selv som feminist, og jeg formoder at det er åbenlyst for enhver at jeg betragter mig selv som feminist. når det så ikke er det kan det måske blandt andet skyldes en bekvem fejlslutning fra min side, om at det er unødvendigt som sådan at tilslutte sig ismen offentligt. nu har jeg så igen fået anledning til at besvare spørgsmålet til et interview, og denne gang hvor der var god tid brugte jeg anledningen til at skrive alle de tanker ned der umiddelbart dukker op når jeg sidder og kigger på spørgsmålet
ja, jeg identificerer mig selv som feminist
fordi jeg ikke kan sige mig fri for en øget tilbøjelighed til at ringeagte mennesker hvis de har en kvindekrop. jeg identificerer mig lettere med mænd, og jeg sympatiserer lettere med mænd. jeg er mere optaget af at opnå mænds respekt og kærlighed end kvinders. det er en daglig opgave for mig at være opmærksom på de tilbøjeligheder for at kunne yde dem den modstand de SKAL ydes.
jeg ved ikke om der findes en svensk eller norsk pendant (interviwet er til vagant, ik noget overordnet kultursammenligning på spil her) til det danske ord øretæveindbydende, som er et af de mest voldelige udtryk jeg kender, dels fordi det søger at legitimere voldslysten ved at henlægge dens årsag hos den anden, dels fordi det tilstræber at barnliggøre den, der vækker voldslysten, øretæver er et begreb man bruger om voldshandlinger der har til formål at korrigere uartige børn. det er et begreb, jeg har overtaget fra min mor. for nyligt gik det op for mig, at det begreb, som jeg afskyr og forsøger at bortjage fra mit ordforråd, kun dukker op når jeg er præsenteret for en kvinde hvis væremåde eller udsagn vækker mit mishag.
jeg begyndte at tænke over om min mor også kun havde brugt begrebet om kvinder, og jeg tror det forholder sig sådan. det klinger helt forkert at forestille mig hende sige det om en mand hvis adfærd hun ikke brød sig om.
det er næsten uudholdeligt for mig at tænke på min mor og jeg, som begge er (for min mors vedkommende var) vildt prægede af at have levet med min fars kvindeangst og had, som sidder foran tv’et og bliver enige om at en kvinde er øretæveindbydende.
jeg havde muligvis fået høvl af min far hvis jeg havde været en dreng, men helt givet ikke den samme slags, de samme.
mit køn spillede en afgørende rolle for hans momentane had og panik. det kan jeg sige med sikkerhed fordi hans overfald altid blev ledsaget af sætningen: du er en sindssyg kvinde. min alder uafhængigt. du er en sindssyg kvinde. du er en sindssyg kvinde.
jo mere ængstelig, krybende, underdanig jeg blev, des større raseriet. min far, som var vokset op med en voldelig far som også tæskede hans mor, har vel set sin mor i min krybende adfærd, og han har vel set min mor, som han tæskede, i min krybende adfærd.
jeg identificerer mig som feminist fordi hvis jeg ikke forestillede mig at den form for kulturel vold kunne ophøre så ville jeg rådne op.
jeg tænker tit på at de kvindelige guder forsvandt parallelt med at købmandskulturen opstod. fordi man begyndte at handle med kvinder måtte man også nedvurdere dem i forhold til købmanden. i den forstand, at handel på en anden måde en udveksling forudsætter hierarki, er feminisme for mig også antikapitalisme.
jeg kan godt føle mig fremmed for dele af den feminisme der præger den offentlige debat.
kvinder på direktionsgangene. fremtidens ledere. den slags. jeg kan ikke se nogen anledninger til at have respekt for særlig mange direktionsgange, om det er mænd eller kvinder der sidder der.
den længsel jeg måtte ha mod at blive pave, chef for nato, direktør i mærsk (eller en af de helt enormt få kvinder der får nobels litteraturpris) forsøger jeg at bekæmpe, for ud fra et socialt perspektiv kan jeg ikke se andet end at det er nogle latterlige erhverv. lad de rige hvide mænd beholde deres tragiske kedelige lort og lad os undergrave dem udenom. simpelthen organisere noget andet.
feminisme for mig er sådan set blandt andet at modarbejde at få magt (i hvert fald den type magt der centraliserer sig og bliver noget i sig selv, noget bestandigt). At hver gang man taler, er den tales fremmest opgave at indbyde til at andre begynder at tale.
feminisme er for mig at hævde det magtesløse og æreløse, det dødelige, det i den forstand biologiske og med alt ligeværdige menneske. det menneske som er svagt og derfor må yde omsorg for det fælles. det er at hævde samtalen over ordet. det forgængelige over far i det høje. yes
