skrev denne kommentar, det tog syv timer og 42 minutter kan jeg se, til lars Bukdahls
indlæg, (som ligger i forlængelse af et
indlæg lidt længere nede på hans blog, som ligger sig i forlængelse af
denne tekst som rolf sparre johansen har skrevet) og den viste sig så at være over de 4096 tegn en kommentar åbenbart må være, så nu bliver det her:
altså, jeg er uforstående over for hvorfor det kan vække irritation at jeg ikke vil kalde noget jeg ikke opfatter som et litterært projekt for et litterært projekt.
jeg ved ikke hvad hverken du eller rolf mener - hvem er renfærdige her - når i snakker om fx privatpersonen over for forfatteren, digtet over for mennesket, men jeg har vel intet sagt der forbød jer at fastholde de kategoriske modsætninger hvis det gir god mening for jer, jeg synes egentlig ikke jeg har forsøgt at ligge beslag på de digte, læs som i lyster, jeg synes da, lars, at du har læst mine tekster herligt gennem tiden, men derfor kan jeg vel godt samtidig ha en opfattelse
Det ærgrer mig virkelig den der mildt patroniserende og irettesættende
Hun gør sig forestillinger om at stå uden for instutionen og ik være en skøn digter à hun er en del af instutionen i og med at være en skøn digter à haha alt kritikken forgæves det må hun snart indrømme
Jeg synes det er noget i tillæger mig at mit oprør skulle rette sig først og fremmest mod den litterære instution. Jeg forsøger med de ting jeg gør at medvirke til at der kan opstå og blive peget på samværsformer som udgør et alternativ til de samværsformer der finder deres næring i at udpine noget andet, det indebærer så også at kritisere de instanser der for mig at se er pascificerende og undertrykkende og det kunne fx være elementer ved den litterære instution, men først og fremmest handler det om at forsøge at medvirke til at formulere en anden virkelighed
Når jeg siger at jeg ikke opfatter det jeg laver som litteratur skyldes det blandt andet følgende ting:
- Jeg er lige så træt af forfattere der dækker sig ind med at være forfattere (og især forfattere der påberåber sig den kunstneriske frihed som var det en naturlov eller en gudsgiven ret, det er en af de mest diktatoriske forestillinger jeg kan komme på: jeg har, fordi nogle siger at jeg skriver talentfuldt, en uanfægtelig ret som den ingen siger skriver talentfuldt ikke har, det fatter jeg simpelthen ikke, hvis vi vil diskutere frihed og forsøge at definere rettigheder må vi da diskutere frihedsrettigheder som skulle gælde for alle, ikke bare som tilfældig faggruppe der påberåber sig en tilfældig ret qua at være en tilfældig faggruppe) som jeg er træt af politikere som dækker sig ind med at nu må de føre realpolitik fordi de er politikere, som jeg er træt af socialrådgivere som dækker sig ind med at sådan er loven, som jeg er træt af fortsæt selv. Det drejer sig ikke om at jeg forestiller mig at jeg står i renfærdig modsætning til dette, men det er min overbevisning at de største ulykker der er sket i verden er sket fordi folk dækkede sig ind med deres røvsyge proffesion. Så kan vi være uenige, og i kan kalde mig naiv til jeg segner, men min tro er den, at mennesket i udgangspunktet er solidarisk med alt, eftersom det etlandet sted godt ved, at det er kommet af alt og skal blive alt snart igen, og at socialrådgiveren hvis han / hun et øjeblik glemte at han / hun var på arbejde, ville imødekomme sin lyst til at sikre den andens mulighed for livsudfoldelse. Når jeg ikke vil stå frem som et proffesionelt menneske er det altså ikke fordi jeg vil stå frem som et renfærdigt ideal, men fordi jeg ønsker deltage håndgribelig og sårbar, os dermed også til at anfægte for enhver om de kender litteratur eller ej.
- Jeg synes du insinuerer at det er overfladiske tricks at sige som jeg gør, men jeg ved at det ikke er tilfældet, jeg ved det, fordi jeg er i kontakt med alle mulige mennesker som det gør en forskel for, som bliver bestyrket i troen på at deres erfaringer ikke er ligegyldige. Når jeg mærker den der grundtone om at nænej kunst er kunst la vær at foregi andet, så bliver jeg fanme faktisk gal, jeg foregiver ikke noget, jeg er af den opfattelse at det at skrive og læse kan være en af flere mulige indgang til et samvær mellem mennesker som er anderledes end det ydmygende og ymyndiggørende samvær nogle folk i det her samfund er henvist til for en stor part af deres liv, og jeg er ikke bare af den opfattelse, jeg ved at det er sådan. Jeg kan få det indtryk at jeg er til gene for som rolf gør at kalde bogen fantastisk, det samme ord du faktisk brugte i din anmeldelse, nordenhofs digte er fantastiske, jeg mudrer den stakkels rene fantastiske poesi til med mine urene samfundsmæssige forhåbninger
Men hvad er det i øvrigt for en underlig ting, at jeg skulle ha en vandetta mod skøn poesi. Har jeg nogensinde sagt noget der forhindrede at der sku findes skøn poesi, det skønne og det nødvendige, det forpligtede, er altså ingenlunde modsætninger for mig. Jeg mener,
Når jeg er i tvivl om hvad jeg skal gøre i kærlighed siger blake
Dip him in the river who loves water
Når jeg er tvivl om festgræsset findes, siger inger c
Festgræsset, festgræsset findes
Når jeg er i tvivl om jeg overhovedet kan tillade mig noget siger morti vizki
Egentlig kunne jeg ha været en smuk abe
Når jeg er tvivl om jeg kan leve siger sappho
But i to you of a white goat
And I will pour wine over
Når jeg er tvivl om jeg kan leve siger björling
Du går de ord / og at / du var / og i dit øje / lys
Når jeg er tvivl om jeg kan leve siger peter laugesen
Ned med tvang og rente
Når jeg er i tvivl om jeg kan leve siger rilke
But now its my tree of joy that is breaking
(gengivet kun hukkomelsespræcist)
Det er min familie for fanden. Det er dem jeg ringer til når jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Ligesom jeg i øvrigt, for nu at køre på med denne her fjollede ringemetafor, ringer til alle de livgivende ting folk siger i busser og på gaden og når de bliver interviewet om deres kistevirksomhed og siger: hvorfor er folk så bange for kister når de ikke er bange for smykker og habitter?
Det er et fantastisk godt spørgsmål, der får mig til at tænke på at jeg virkelig skal gøre mig umage for ikke at være en dødssyg statue i livet.
Det eneste jeg siger hvad det angår, skøn poesi, er at jeg ikke, heller ikke når jeg selv læser, opfatter det som litteratur. Jeg oplever at blive tiltalt af et menneske. Jeg kan ikke se hvad jeg skulle med overbygningen, at dette er litteratur. Hvad skal det tilføje? Forstår ikke den der tidsløse bog mellem mennesket og mennesket, verden og verden. Jeg forstår det simpelthen ikke. At skrive noget er for mig på lige linje med alle andre handlinger der foregår i den fælles verden. De kan være noget rigtig pascificerende lort, og de kan være livgivende.
Hvad angår at det gode ved litteraturen skulle være, at folk har frihed til at sige noget, de ikke vil stå ved, jævnfør den bid af rolfs indlæg du postede nedenfor, forstår jeg det heller ikke. Hvad er det gode ved, hvis vi alle sammen sagde en masse ting vi ikke ville stå til ansvar for, hvordan er det mulighedsforøgende, frigørende? Jeg synes det lyder nogenlunde som for eksempel politikere opfører sig, de siger en masse forblommet lort som de formentlig ikke selv tror på, og så kan dem der skal leve med det suck on it. Det synes jeg er meget kedeligt. Jeg vil hellere til den fest hvor alle forsøger at sige noget de rent faktisk tror på, og som de er villige til at stå til ansvar for, hvad skal man ellers have for et billede af den der lytter, hvis man ikke siger noget til dem som man tror på og vil stå til ansvar for. Hvad er den der lytter så, en cirkushest?
