Varmen og tømmermændene gør mig psykotisk
fjerner mig fra dem jeg elsker med hele kroppens underlige styrke,
men nu det er blevet koldt går det lidt bedere, der er noget dejligt smøreosteagtigt og svalt over mit sind
vi plukkede vilde blommer og mirabellaer forleden på det ydre amager hvor metroen er høj
nej, jeg vil ikke tillade mig selv at se på den metro, der kører som en underlig sur forælder frem og tilbage på himmelen, med vemod og længsel
selv om det er skønt er det ikke godt med den metro
det er komfi når det regner, men det der osse sker er at de rige kan sælge deres ting dyrere
deres ejendomme og pind-is,
jeg har så tit gjort mig til en flade for deres dårlige fester
købt pisse dyrt tøj
fuckpokker.
røde røde sol røde amager
galaksens dejlige hjerte
et postkort til Bjørn
et postkort til Morten
for her er så ømt at vi ikke er nok til at fatte det
jeg ville ønske revolutionen var i gang
mine knogler er for længst fuldstændig søde og døsige af at vente på den dag hvor alle nægter at arbejde for de rige
ingen behøver at dø, men vi skal ud af bankerne, ned i den søde muld med pengene
lade andre om at flyve til mars og fryse sig ned i kummefrysere, så er vi fri for det
jeg ler når jeg tænker på hvor koldt det må være for dem
Her kommer så spørgsmålet
Jeg holder af, at ligge mine tekster op på min blog. Jeg vil egentlig nødig betragte bloggen som et sekundært medie. Jeg kan godt lide den energi der kan være ved, ikke at gemme til natten, den store forkromede bog. At det bliver tilgengæligt for andre stort set samtidig med at det bliver tilgengængeligt for en selv. Jeg kan osse godt li tanken om at det gør mindre krav på sin læser, det koster ikke penge klart, men også det at man ikke har alle ærefulde boglæsere i ryggen, den sure gnavne borgerlighed der giver smerter i fantomborgerligheden eller hvad man skal sige: så skal man være så og så seriøs på den så og så seriøse måde når man læser en bog. Det at man bare lige læser noget imellem alt mulig andet, det kan jeg selv godt li.
Jeg kan osse rigtig godt li bøger, jeg kan li at man ikke læser opad og frem, men henad og til siden, at alle teksterne så bliver noget af hinanden, at man kan bladre, at man kan tage bogen med væk fra alle de angstprovokerende maskiner og man behøver ikke blive lyst på af pligter og hverdag, lissom det ene er godt er det andet rigtig godt.
Jeg kan rent udgivelsesmæssigt li, ved at udgive en bog, det smarbejde man har med nogle redaktører, de råd man får, redigeringen, og at der er flere der blir glade hvis ting går godt osv., sure hvis der er dårlige anmeldelser osv, og det samarbejde man har med grafiker, at man blir et lille kollektiv omkring det. Jeg kan oplagt osse godt li at bøger jo primært er det der giver adgang til at søge legater, og via anmeldelser osv. (som jo ofte også er en dejlig måde at blive mødt af verden på) skaber opmærksom omkring tingene der gør at man bliver hyret til diverse ting og såfremdeles.
Ok mit spørgsmål går så på, hvad kunne forholdet mellem en blog og en bog være? lad os sige halvdelen af digtene, en tredjedel, en fjerdedel, samtlige af digtene havde været publiceret på en blog før, hvordan ville man forholde sig til bogen? Eller hvad skulle man gøre? Et eller andet mærkeligt sorteringssystem?
Jeg tænkte, ok jeg kunne ligge en tekst ud om ugen af dem jeg skriver, men hvad faen så hvis det netop ikke har præg af dender umiddelbarhed, man tænker fuckyeah lige når man har skrevet det sidste ord og ligger det ud. Fordi man skriver til nogen, man har den krop og den er vred og glad og liderlig osv og man håber. Hvis det er i stedet for at gå ned og råbe op på gaden at man skriver, så er det jo ikke noget ved hvis man skal få det afmålt med det.
Men nogen må ha gjort sig nogle tanker om sådan noget tænker jeg?
lots of love
aol
