nåede igår til et oplæg om prævention og, hvad hedder kategorien egentlig, bind og tamponer og ladycups.
hende der hold oplæget introducerede noget der vist hed en ladycomputer.
man skulle puste ind i computeren hver morgen, og så var den i stand til t afgøre med 99,03 procents sikkerhed om man kunne blive gravid pågældende dag.
jeg tænkte: det har jeg ikke lyst til. det ville være grusomt at vide om sig selv, at man en tilfældig dag kunne føre slægterne videre og så videre. ved ikke, hvorfor jeg reagerede sådan.
jeg har ikke noget afstemt forhold til det forhold, at jeg kan blive gravid. tanken sender mig helt ud a fatning. jeg foretrækker at forestille mig, at jeg på grund af min levevis efterhånden har smadret min mulighed for det. samtidig vil jeg ikke have det undersøgt.
jeg har en spiral som har siddet inde i mig forevigt. meget længere end anbefalet under alle omstændigheder. jeg kan ikke overskue tanken om at få den ud.
af flere grunde. så hellere bare putte noget mere derind. jeg har ike lyst til at handle på det punkt. træffe nogle klare valg. ta noget ud for at gøre plads til noget nyt.
jeg kan godt lide tanken om bare at gå med mere og mere i skeden. om min krop æder det med tiden. så jeg kunne blive halvt banan halvt metal.
smat! skin!
ser det der program, man kan streame det, om folk der ikke er klar over at de er gravide, tror de har et almindeligt maveonde, så pludselig sidder de på deres toilet og føder.
forløbet er rekonstrueret, grynet slowmo, forfærdet kæreste/ægtefælle iler til. så ligger der en baby i toilettet.
tja. min mor ville så gerne ha børnebørn. hvis hun havde levet ville jeg måske ha overvejet tingene på en anden måde.
hun var meget cool med børn, hun talte virkelig ordentligt til børn, jeg bliver trist nogengange når jeg hører folk snakke med børn. jeg ved ikke hvad det var. angiveligt ville hun ha børn fra det moment hun fik menstruation. så blev hun gravid med mig som nittenårig.