der står en lille pige og skinner nede på kajen og
om lidt når hun er væk
vil jeg huske hende som man husker månen når den ikke er oppe
eller som man husker sig selv
og denne information om sarah palins far
at han altid, inden måltidet
mindede om
at dette dyr havde han slidt for
dette dyr. denne ren. denne sommer er ikke kommet gratis
og ratko mladics stedbror, i et andet sommerlandskab, siger
i det han vender sig væk fra kameraet
jeg har brugt fyrre år på at bygge dette hus. jeg er en almindelig mand. hvad skal jeg sige
og senere læser jeg på internettet (internettet som skinner hele den tætte nat)
at denne her maler har sagt sådan noget som:
det jeg gør, det er ikke svært
det er tværtimod ganske simpelt
vil du være kunstner?
godt. det du behøver er bare at tage en ting
det kan være en hvilken som helst ting
og forstørre den
fremhæve den så det bliver pinagtigt
og så forlade arnestedet. gå en tur, for et par timer senere at vende tilbage
jeg siger ikke mere om den sag nu. there's nothing more to it
så
lad os tage denne banan. eller dette æble
dette minde: den skinnende pige
det rensdyr som nogle unge mennesker har overhældt
med noget pulver der får den til at lyse i blitzen
lad os tage denne provinsby
disse huse som sagtens kan bære vægten
af to lette mennesker eller flere
disse huse som sukker og gir sig men sagtens kan bære
lad os forstørre mikala. så fjerne hende
se sengen derovre, der har hun for nyligt ligget og sovet
delt skæbne med alle på det punkt at søvnen
på et tidspunkt kommer den
og et sted ude i det mikala aldrig har levet
ved en rismark knæler to bønner
og fordi det er sort hvid optagelser
er det som om livet forlader dem som en sort streg
kort og usandsynlig, på den hvide himmel
de er blevet skudt af to japanske betjente
og i dette tilfælde, uanset hvad man forstørrede, fordrejede
forfalskede. kunne kun bødlerne forlade scenen og vende tilbage senere
det er et faktum månen, som har set alle vores gerninger, kender
og nu står den hvid og uanfægtet også et sted
over et goldt landskab
som det først nu, hvor nogen, af nød, af vilje, er ankommet dertil
bliver relevant at kalde menneskefjendsk
og der vandrer så den røde hær anført af mao
altid
i nogens hukommelse
som løs hud, som den glammen fra hundede nede i dalen
og en kvinde fortæller
95 procent af os døde
jeg var der fordi det var rarere end at være hjemme
men jeg græd da en af bærerne blev skudt
fordi han havde stjålet ris
hvis jeg bare havde vidst han var sulten kunne han have fået mit
han reddede mit liv da jeg var ved at drukne i sumpen
jeg græd meget da han døde
om lidt når hun er væk
vil jeg huske hende som man husker månen når den ikke er oppe
eller som man husker sig selv
og denne information om sarah palins far
at han altid, inden måltidet
mindede om
at dette dyr havde han slidt for
dette dyr. denne ren. denne sommer er ikke kommet gratis
og ratko mladics stedbror, i et andet sommerlandskab, siger
i det han vender sig væk fra kameraet
jeg har brugt fyrre år på at bygge dette hus. jeg er en almindelig mand. hvad skal jeg sige
og senere læser jeg på internettet (internettet som skinner hele den tætte nat)
at denne her maler har sagt sådan noget som:
det jeg gør, det er ikke svært
det er tværtimod ganske simpelt
vil du være kunstner?
godt. det du behøver er bare at tage en ting
det kan være en hvilken som helst ting
og forstørre den
fremhæve den så det bliver pinagtigt
og så forlade arnestedet. gå en tur, for et par timer senere at vende tilbage
jeg siger ikke mere om den sag nu. there's nothing more to it
så
lad os tage denne banan. eller dette æble
dette minde: den skinnende pige
det rensdyr som nogle unge mennesker har overhældt
med noget pulver der får den til at lyse i blitzen
lad os tage denne provinsby
disse huse som sagtens kan bære vægten
af to lette mennesker eller flere
disse huse som sukker og gir sig men sagtens kan bære
lad os forstørre mikala. så fjerne hende
se sengen derovre, der har hun for nyligt ligget og sovet
delt skæbne med alle på det punkt at søvnen
på et tidspunkt kommer den
og et sted ude i det mikala aldrig har levet
ved en rismark knæler to bønner
og fordi det er sort hvid optagelser
er det som om livet forlader dem som en sort streg
kort og usandsynlig, på den hvide himmel
de er blevet skudt af to japanske betjente
og i dette tilfælde, uanset hvad man forstørrede, fordrejede
forfalskede. kunne kun bødlerne forlade scenen og vende tilbage senere
det er et faktum månen, som har set alle vores gerninger, kender
og nu står den hvid og uanfægtet også et sted
over et goldt landskab
som det først nu, hvor nogen, af nød, af vilje, er ankommet dertil
bliver relevant at kalde menneskefjendsk
og der vandrer så den røde hær anført af mao
altid
i nogens hukommelse
som løs hud, som den glammen fra hundede nede i dalen
og en kvinde fortæller
95 procent af os døde
jeg var der fordi det var rarere end at være hjemme
men jeg græd da en af bærerne blev skudt
fordi han havde stjålet ris
hvis jeg bare havde vidst han var sulten kunne han have fået mit
han reddede mit liv da jeg var ved at drukne i sumpen
jeg græd meget da han døde