Jeg fik den tanke i forgårs, at man ikke burde stille en skriveopgave, uden også selv at besvare den.
nedenfor er altså mit bud på en tekst der handler om kamp og kærlighed, kampaspektet mestendels tilsidst fordi det munder ud i, hvad jeg opfatter som et egentligt kampskrift.
Med det her digt vil jeg også lukke konkurrencen fordi der allerede er mange fine bidrag, og juryen for kam til sit hår. Om en uges tid vender jeg tilbage her med vindere og begrundelse.
Min farmor blev ved med at ryge efter hun havde fået en hjerneblødning
hun var blevet lam i den ene side af ansigtet
hun kunne akkurat samle læberne tilstrækkeligt i den ene side af munden
det må have gået ud over smøgernes kraft at lukke så meget luft med ind
det kan jeg vide nu
det kunne jeg ikke vide dengang
jeg var 10 da hun døde.
Når jeg koncentrerer mig om at tænke på hende er det ikke hendes ansigt der står frem
det minde har fotografier ødelagt
når jeg forsøger at komme i tanke om hvordan hun så ud
husker jeg i stedet fotografiets kvalitet
det ene billede er kornet
det andet billede er i et format, der ikke er standart længere.
Jeg husker imidlertid nogle objekter der knyttede sig til hendes eksistens
Et tallerkenunderlag i rødt skinnende voks
En blomsterkasse i beton der betød, at nu skulle man dreje af, nu var det farmors gade
Hvis jeg opholder mig tilstrækkelig længe ved objekterne, begynder rum at forme sig
En smal gang
En dør der leder ind til stuen
Soveværelset
En seng.
Jeg tror, at jeg kan placere mig selv i den seng igen
men den fortælling der knytter sig til sengen ødelægger mindet om sengen:
Hver onsdag kom jeg der,
vi lå der,
i den seng sammen,
vi så altid den store badedag.
En evig, en generel sekvens,
Hver onsdag. Vi så altid den store badedag.
Hvis det var onsdag,
vi altid den store badedag.
Det er i det løsrevne at nærheden bliver størst:
hvis jeg går ud af stuen igen.
Den smalle gang
toilettet
der vaskede jeg engang mit ansigt.
Koldt vand
hænder
ansigt
spejl
mintgrøn
en lille pose med nellikker
bare det, at vandet er koldt
at det gør godt.
Jeg kan ikke huske hvornår jeg bliver klar over det.
min far må have fortalt mig det
at farfar gav dem alle sammen tæsk
som han huskede det:
hver dag en venten på volden og så blev det stille
farmor kunne ligge i køkkenet
der lå i direkte forlængelse af gangen og var lige så smalt
eller hun kunne ligge i gangen.
Når først gangen er nærverende, kan jeg være min far
ikke hvis jeg begynder at tænke på hans barneknæ
brune shorts
sådan som det ser ud på billedet:
farmor i hvidt, far i brune shorts
så er alt mistet
og man kan ikke finde fars syn
siddende på sengen
derfra kan han se spisebordet.
Jeg ved at min far som fjortenårig stak af hjemmefra
Junkede og levede på gaden.
Jeg er for nyligt blevet klar over hvordan han senere i livet omtaler min mor i breve
henvendt til andre kvinder.
Et minde der er kommet til siden jeg så de breve:
Han har ladet sådan et brev ligge fremme
han har aldrig haft til hensigt at sende dem til nogen
min mor skulle finde dem
hun skulle ødelægges
hun var seksten på det tidspunkt
han var meget ældre,
det betyder noget
de boede i samme lejlighed, som jeg bor i nu
jeg ville ønske jeg kunne gemme brevene væk
jeg tror de elsker hinanden.
Angsten for at blive vildledt
forveksle vand med vind
der er så mange sorger
mine negle er groet ud og klippet ned mange gange siden min mor døde
utallige gange siden min far døde
man vasker tingene af og fortryder det
du har den samme krop som din farmor
det sagde min mor altid
du har den samme mimik som din far
det siger alle
ingen kunne høre forskel når jeg tog telefonen ude hos min mor
min morfar troede han havde fået fat i sin datter
min mors sidste mand slog hende
alligevel tænker jeg tit på ham komme gående uden for vinduet
han har hentet noget i bilen
forknyt
noget ved den måde han viste mishag over for frokostanretningen på kroen
som om hans tøj var blevet for stort
at se ham i den nye lejlighed efter min mors død
han havde købt to lænestole
en forventning om at det ville blive relevant at have to
et forestillet liv foran sig.
Alt er mistet herfra hvor jeg skriver
at holde min mor på panden
sikre sig, at hun ikke har feber
at håndfladerne ikke er fugtige
at hun sidder på sin cykel
på vej til havet
vi plukker hyldebær,
ingen undgår at få røde hænder
alt den kærlighed jeg har
kan være i et hyldebær
nogle skulle tage hendes ydmyghed fra hende
min mor
hun var altid så taknemmelig
jeg ville have sagt:
Det er ingens ret at ødelægge dig
alle de fuckhoveder omkring dig
du er omhyggelig med makeuppen inden vi skal til fest på skolen
glem det
bare glem det
der ingen grund til at være venlig over for de uvenlige
bare glem det
der er ingens ret at kræve af dig, at du er venlig over for de uvenlige
Image may be NSFW.
Clik here to view.![]()
Clik here to view.
